Print

Aktiv deltagelse i forbedringsprocessen

I kan bidrage til forbedringsprocessen hos leverandørerne, både ved at kigge indad mod jeres egen organisation og ved at tilføre leverandørerne viden.


Kig på jer selv

I kan muligvis bidrage til bedre arbejdsvilkår for leverandørernes ansatte ved at justere måden, I køber ind på. I mange af de brancher, der opererer med høj- og lavsæsoner, vil man hos leverandører i udviklingslande ofte opleve en stor forekomst af overarbejde i højsæsonerne og arbejdsløshed i lavsæsonerne. I kan være med til at ændre denne situation ved eksempelvis at bestille varer og ydelser hos leverandørerne i god tid, samt ved at sprede jeres ordrer i mindre portioner jævnt ud over året i stedet for at afgive store ordrer få gange om året.

Endvidere kan I øge leverandørernes engagement og samarbejdsvilje, hvis I fortæller åbent om, hvad I selv gør på det sociale og miljømæssige område. Det kan gøre det nemmere for leverandørerne at forstå, hvad I forventer af dem. Og leverandørerne vil typisk være mere interesserede og engagerede i at yde en indsats, hvis de ved, at I har gjort en tilsvarende indsats i jeres egen virksomhed.

Hvis I selv er en produktionsvirksomhed kan det være en god idé at invitere jeres leverandører på et besøg hos jer, så de med egne øjne kan se, hvilke arbejdsforhold I tilbyder jeres medarbejdere.
 

Tilfør leverandørerne viden

Det vil styrke forbedringsprocessen, hvis I har mulighed for og ressourcer til at opbygge leverandørernes viden. Ikke alle leverandører har den nødvendige viden og ressourcer til at forbedre de sociale og miljømæssige forhold på egen hånd. Særligt i udviklingslande kan de største forbedringer ofte opnås ved at opbygge den lokale viden, og derigennem skabe den nødvendige forståelse for og vilje til at leve op til jeres krav.

Videnoverførsel og holdningsbearbejdning kan ske som led i jeres løbende dialog med leverandørerne, herunder leverandørbesøg, men I kan også vælge at afholde workshops eller lignende træning for jeres leverandører. Såfremt I selv har den tilstrækkelige viden på området, kan I selv træne leverandørerne, og alternativt kan I involvere fagfolk og eksterne udefra.

”Vi har haft glæde af at hyre lokale konsulenter som samarbejdspartnere frem for danske, fordi de lokale taler sproget og kender kulturen. Men det kan være meget svært at finde de rigtige, fordi der er mange at vælge mellem og mange er dårlige. Man kan bruge sit branchenetværk til at finde de rigtige. Vi hjælper gerne vores konkurrenter ved at henvise til gode rådgivere, fordi det kommer hele branchen til gode, at den enkelte får styr på de miljømæssige og sociale forhold.”

Peter Kristensen, CSR & Miljøchef, DLH

Hvis I ikke har ressourcer til at gennemføre workshops på egen hånd, kan I eventuelt gå sammen med andre fra branchen eller andre virksomheder, der er aktive i lokalområdet. Hvis I har flere leverandører i samme område, kan I ligeledes overveje at invitere flere leverandører til samme workshop. 

Tilfør leverandøren viden

Overvej om I vil bidrage økonomisk

I vil muligvis opleve, at nogle leverandører forventer, at I bidrager økonomisk til forbedring af deres forhold – både fordi, det er jer der ønsker forbedringerne, og fordi de ikke selv har de fornødne økonomiske ressourcer. I bør overveje, hvorvidt – og i givet fald hvordan – I vil bidrage økonomisk.

Eksempler på økonomisk støtte kan være støtte til anskaffelse af en ny og mere miljøvenlig maskine, støtte til skolegang for skolesøgende medarbejdere, lån til nyanskaffelser mv. 

Hjælp os med at forbedre CSR Kompasset.

Vi håber, at du vil deltage i en kort undersøgelse, der kan hjælpe os med at forbedre CSR Kompasset.

Spørgeskemaet åbner op i et nyt vindue, så du kan vente med at udfylde det til du forlader CSR Kompasset.