Certificeringsordninger
Her kan I få et overblik over nogle af de mest udbredte certificeringsordninger på det sociale og miljømæssige område (listen er ikke udtømmende):
ISO 14001
ISO 14001 er en standard for miljøledelse udviklet i 1996 af International Organization for Standardization (ISO), som er et netværk af nationale standardiseringsinstitutter i 148 lande.
ISO 14001 fokuserer på, hvordan virksomheder kan minimere deres negative påvirkning på miljøet og løbende forbedre miljøarbejdet. Standarden opstiller ikke krav til virksomheders miljøperformance, men til de underliggende politikker, procedurer og systemer, og er designet til at understøtte en kontinuerlig forbedringsproces.
Certificering i henhold til ISO 14001 kræver følgende:
- Virksomheden skal have en dokumenteret og offentlig miljøpolitik.
- Der skal være etableret procedurer til løbende vurdering af miljøforhold og -påvirkninger.
- På baggrund af miljøpolitikken skal der opstilles udviklingsmål.
- Der skal implementeres programmer til at opnå målene.
- Der skal rutinemæssigt gennemføres interne audits af miljøledelsessystemet for at sikre, at uoverensstemmelser bliver identificeret og rettet op på.
- Miljøledelsessystemet skal løbende gennemgås af ledelsen med henblik på at vurdere effektiviteten og hvorvidt det er nødvendigt at foretage ændringer.
OHSAS 18001
OHSAS 18001 (Occupational Health and Safety Assessment Series) er en international standard for arbejdsmiljøledelse, udviklet i et samarbejde mellem en lang række nationale og internationale organisationer herunder universiteter, brancheorganisationer, standarddiseringsorganer, certificeringsorganer samt konsulentfirmaer. OHSAS 18001 opstiller en række kravspecifikationer til ledelse af arbejdsmiljøet, således virksomheder og organisationer effektivt kan strukturere deres arbejde med arbejdsmiljø.
Modellen definerer ikke performancekrav, men alene overordnede proceskrav. Udgangspunktet for arbejdet med standarden er, at sikre overholdelse af relevant lovgivning på arbejdsmiljøområdet samt, at sikre en fortløbende udvikling af såvel ledelsessystem som af arbejdsmiljøniveau. Standarden dækker enhver person der udfører arbejde under virksomhedens/organisationens kontrol.
OHSAS 18001 er som ISO 14001 bygget op efter PDCA cirklen (Plan-Do-Check- Act) og indeholder derfor samme hovedelementer som denne. Dette medfører at en sammenkobling af ledelsessystemer for arbejdsmiljø og for miljø kan gennemføres uden væsentlige vanskeligheder.
Læs mere her
DS 49001
DS 49001 er et ledelsessystem for samfundsmæssigt ansvar. Den danske standard forsyner organisationer og virksomheder med elementerne i et effektivt ledelsessystem for samfundsmæssigt ansvar, som kan integreres med andre ledelsesmæssige krav og systemer (fx ISO 9001 og 14001) , og hjælpe organisationerne til at nå deres mål for samfundsmæssigt ansvar.
Standarden fastsætter krav til et ledelsessystem for samfundsmæssigt ansvar, således at en organisation bliver i stand til at udvikle og implementere en politik og målsætninger, der er baseret på internationale adfærdsnormer og samtidig tager hensyn til kravene i dansk lovgivning, samt giver vejledning til, hvordan organisationen kan gå videre end lovkrav.
Læs mere her
Social Accountability 8000 (SA 8000)
SA 8000 er en virksomhedsstandard, der fokuserer på medarbejder- og arbejdsforhold på virksomheden og hos dens leverandører. Standarden er baseret på udvalgte ILO-konventioner samt FNs Menneskerettighedskonvention og Børnekonvention. Den er etableret af multi-stakeholder organisationen Social Accountability International (SAI).
SA 8000 certificering opnås af virksomheder, som lever op til en række specifikke standarder for ledelse, procedurer og præstationer på følgende ni områder:
- Børnearbejde
- Tvangsarbejde
- Sikkerhed og sundhed
- Lønkompensation
- Diskrimination
- Arbejdsdisciplin
- Foreningsfrihed
- Ret til kollektiv forhandling
- Ledelse af CSR-processen
Kontrollen af virksomheders engagement inden for disse ni områder udføres af en række akkrediterings- og certificeringsorganer i regi af Social Accountability International.
Læs mere her
EMAS
EMAS er EU's ordning for officielt anerkendt miljøledelse og står for: Eco Management and Audit Scheme. Virksomheder og organisationer, der ønsker at lade sig EMAS-registrere, skal ud over at indføre miljøledelse også udarbejde en offentlig tilgængelig miljøredegørelse.
Læs mere her
Fairtrade Mærket
Fairtrade Mærket er en international mærkningsordning, der oprindeligt hed Max Havelaar. Ideen med mærkningsordningen er at forbedre levevilkårene for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere ved blandt andet at sikre dem en fair pris for deres varer samt retningslinjer for arbejdsvilkår og hensyn til miljøet.
Læs mere her



