Print

Kommunikationsform

Benyt jeres eksisterende kanaler

Når I skal have budskaber om ansvarlig leverandørstyring ud til jeres interessenter, kan I med fordel benytte de kommunikationskanaler, som I plejer at nå dem med.

Inden I lægger jer fast på en bestemt kommunikationsform, bør I danne jer et overblik over de kanaler, I allerede råder over til de udvalgte målgrupper.

I kan lade jer inspirere af følgende oversigt over mulige kanaler:

  • Årsrapporten: Årsrapporten læses typisk af investorer og kunder. Her vil CSR og ansvarlig leverandørstyring kunne indgå i ledelsesberetningen. Dette er et krav til større virksomheder jf. § 99 a i årsregnskabsloven om redegørelse for samfundsansvar, og dermed noget mange investorer vil forvente at finde der.
     
  • Hjemmesiden: Jeres hjemmeside er et oplagt sted at kommunikere jeres indsats og resultater inden for ansvarlig leverandørstyring. Her vil både kunder og potentielle medarbejdere søge informationer om jeres CSR-arbejde. Det er også her kritiske journalister og NGO’ere typisk vil begynde deres informationssøgning.
     
  • Salgs- og markedsføringsmateriale: Hvis I ønsker at bruge jeres arbejde med ansvarlig leverandørstyring offensivt til at styrke eksisterende kunderelationer og opsøge nye markeder, bør det indgå i jeres salgs- og markedsføringsmateriale. Det kan være i form af en folder eller en PowerPoint præsentation til brug på salgsmøder.
     
  • Interne medier: Medarbejderne skal informeres løbende gennem jeres interne medier fx intranettet og opslagstavler. I kan også sætte emnet på dagsordenen til interne møder, hvor ledelsen informerer alle medarbejderne om forretningen.

Skriv forståeligt 

Når I skriver, skal I overveje, hvilke forudsætninger jeres målgrupper har for at forstå informationerne.

Meget kommunikation om CSR er teknisk og indforstået. Jeres målgruppe har ikke nødvendigvis miljøfaglig indsigt eller branchekendskab.

Undgå at bruge for mange fagudtryk, og hvis de er nødvendige, så forklar, hvad de betyder. Det kan også være nødvendigt at perspektivere informationerne fx ved at beskrive nogle generelle branchevilkår, som er forudsætningen for at forstå de udfordringer, I møder i leverandørkæden.

Endelig er det en god idé at bruge historier og eksempler til at gøre formidlingen vedkomende. Det kan være små cases, der viser, hvordan I samarbejder med leverandørerne, og som sætter ansigter på de mennesker, hvis arbejdsforhold og livsbetingelser I forsøger at forbedre.

I kan besøge KommunikationsKompasset, hvis I ønsker yderligere inspiration til, hvordan man kan kommunikere om CSR.

Kommunikation

Hjælp os med at forbedre CSR Kompasset.

Vi håber, at du vil deltage i en kort undersøgelse, der kan hjælpe os med at forbedre CSR Kompasset.

Spørgeskemaet åbner op i et nyt vindue, så du kan vente med at udfylde det til du forlader CSR Kompasset.