Solhjulet A/S
Stiftet: 1972
Produkter: Biodynamiske og økologiske fødevarer
Medarbejdere: 55 medarbejdere
Leverandører: Lokale og globale leverandører fra hele verden, med stor vægt på en leverandør i Uganda.
Overordnet leverandørudfordring: At skabe forståelse for økologisk jordbrug på tværs af kulturforskelle.
Ambitionsniveau og intern organisering
Solhjulets arbejde med CSR er funderet i den økologiske jordbrugs filosofi, som er hele fundamentet for Solhjulets eksistens, idet de formidler et bredt sortiment af biodynamiske og økologiske fødevarer. Siden 2003 har Solhjulet samarbejdet med African Organic i Uganda med udgangspunkt i et B2B-program finansieret af Danida.
African Organic's hovedgård ”Kyampisi” har gennem årene været udgangspunktet for Solhjulets Uganda-aktiviteter, hvor der afprøves nye afgrøder og idéer. Der afholdes workshops og undervisning af bønderne fra de 150 tilknyttede gårde, hvoraf en stor del er samlet i mindre grupper eller kooperativer.
Eftersom arbejdet med CSR har sit fundament i økologien, er det en forankret del af hverdagen på Solhjulets hovedsæde i Bjerringbro og for alle deres medarbejdere.
Solhjulets råd: "Hav et kerneområde, som I baserer jeres CSR-arbejde på."
Risikovurdering
Havde man hos Solhjulet fra start grebet leverandørarbejdet an ud fra en rationel tankegang, havde man nok aldrig valgt et land som Uganda. Der er meget langt til havnefaciliteter, og der er ikke nogen tradition for hverken at eksportere eller forarbejde råvarer. Det var derimod den gode kemi mellem African Organic og Solhjulet på et netværksmøde i forbindelse med B2B-programmer, der banede vej for samarbejdet.
Målet var at udvikle gamle og nye produkter og dermed skaffe et større og mere prisdygtigt udbud gennem det nye samarbejde på et uvant kontinent. Samtidig vidste Solhjulet, at det ville kræve en god dialog, hvis målet skulle realiseres.
Solhjulets råd: "Den vigtigste vurdering af leverandørarbejdet er kemien og dermed samarbejdsgrundlaget."
Udarbejdelse af krav til leverandører
For Solhjulet er økologi fundamentet for deres virksomhedsfilosofi, hvorfor de økologiske certificeringsordninger udgør deres Code of Conduct. Da det er certificeringsordninger, de fra start har beskæftiget sig med, er rammen for leverandørsamarbejdet velintegreret og forstået af alle i virksomheden og har derved også gjort det lettere at formidle den.
Solhjulets råd: "Hvis ikke det giver mening for jer, giver det heller ikke mening for leverandørerne."
Evaluering af leverandører
Ét har været at undervise i økologisk jordbrug, noget andet har været at viderebringe leverandøren forståelse for og erfaring med den økologiske filosofi. Solhjulet har erfaret hvor vigtig det er at inddrage alle niveauer af medarbejdere, samt at være til stede for at kunne følge ordentligt op på den læring der formidles. Solhjulet har dermed valgt at fokusere på kortere og flere leverandørbesøg. Tilstedeværelsen har ikke mindst været vigtig for Solhjulet for at kunne finde frem til hvordan man kan udnytte den frugt, der af forskellige årsager ikke umiddelbart kan eksporteres, hvilket bl.a. har ført til et frugt-pulp projekt med Thise Mejeri som aftager. Tilstedeværelsen er ligeledes vigtig for at kunne agere med respekt for eksisterende kulturelle forhold og naturen i sig selv og for at kunne sikre et langvarigt og tillidsfuldt samarbejde.
Med en ugentlig indgang af varer fra Uganda er der en daglig kontakt, som i kombination med de mange besøg efterhånden har mindsket den psykiske afstand mellem Uganda og Danmark. Herudover har man hos Solhjulet arrangeret flere forskellige virksomhedsbesøg, så ugandiske medarbejdere på forskellige niveauer med egne øjne kan se, hvordan man i Danmark arbejder med økologiske fødevarer.
Solhjulets råd: "Nogle gange skal man se ting før man forstår det, så husk at invitere leverandører på besøg så de med egne øjne kan se hvordan I bærer jer ad."
Løbende forbedringer og partnerskaber
Hos Solhjulet har man erfaret, at langsigtet samarbejde og tilstedeværelse bærer frugt. Der er blevet etableret et børnepasnings- og madlavningsprogram i forlængelse af generel undervisning i sociale forhold og sygdomsforebyggende arbejde. De underviser også bønderne i at producere egne økologiske frø for på længere sigt at gøre dem uafhængige af økologiske frø fra Europa.
I et land som Uganda kan det ofte være svært for kvinder at få et ordentligt lønnet arbejde. Med børnepasningsordningen har man især kunnet give kvinderne et løft i den rigtige retning, og man har hos den ugandiske leverandør efterhånden en bred skare af kvinder i ledende positioner. Dette er forbedringer, der skaber ringe i vandet i den generelle befolkning og øger motivationen blandt kvinderne. I forbindelse med al form for undervisning anmodes de deltagende bønder, arbejdere, pakkere og kontorfolk om at udbrede det, de har lært, til familie, venner og naboer, hvilket skaber et omfattende formidlingsapparat.
Forbedringerne giver ikke bare god social mening men også forretningsmæssigt mening. Motiverede, raske og kompetente medarbejdere er en god forretning, hvad enten det er i Danmark eller Uganda. Og et lokalområde, der langsomt men sikkert får hævet niveauet, skaber større udviklingsmuligheder i regionen for Solhjulet.
Solhjulets råd: "Husk at selv små hjul kan flytte store ting."
Kommunikation af indsats og partnerskaber
Solhjulet har udarbejdet et hæfte om det ugandiske samarbejde, der beskriver ideerne, produkterne og de involverede parter. Solhjulets kunder er meget glade for denne information, som de også kan viderebringe til deres egne kunder. De synes, at den fint beskriver forholdene og produkterne både i relation til CSR og økologi. Også de lokale parter i Uganda samt udenlandske kunder har haft stor glæde af hæftet.
Det er fortrinsvis udenlandske kunder, der efterspørger CSR-relaterede aktiviteter, og man fornemmer hos Solhjulet, at det er en parameter, der er i fremdrift. Derfor er African Organic også gået yderligere ind i dette arbejde og kunne i foråret 2010 høste anerkendelse ved at blive certificeret som ”Fair for Life”.
Solhjulets råd: "Vis billeder, beskriv og forklar hvad I gør på en let tilgængelig måde."



