Fase 3: Udarbejdelse af krav til leverandører
I denne fase skal I tage stilling til, hvilke krav I ønsker at stille til jeres leverandører. I får mulighed for at udarbejde jeres egen Code of Conduct, som kan være udgangspunktet for dialog med jeres leverandører om sociale og miljømæssige forhold.
Code of Conduct betyder ”retningslinjer for, hvordan vi gør”. Jeres Code of Conduct er det dokument, der beskriver de krav, I forventer, at jeres leverandører lever op til, og er dermed udgangspunktet for ansvarlig leverandørstyring. Det er nemlig med afsæt i jeres Code of Conduct, at I kan skabe et system, der sætter jer i stand til at vurdere, om leverandørerne rent faktisk lever op til kravene.
En Code of Conduct skal opfattes som et dynamisk dokument, der løbende skal opdateres, så indholdet hele tiden er tilpasset den situation, som I og jeres leverandører befinder jer i.
De 5 gode råd i denne fase er:
- Vurdér hvilke emner, der er relevante at inkludere i jeres Code of Conduct
- Generér jeres Code of Conduct
- Tilpas jeres Code of Conduct
- Overvej om I vil have flere Codes of Conduct
- Udsend Code of Conduct som bilag til kontrakten



